Det er en spændende mulighed, der byder sig til på Næstvedvej 40, hvor en ejendom med kombineret bolig og erhverv nu udbydes til salg. Faciliteterne er supervelholdte både inde som ude, og beliggenheden er god i forhold til butiksdrift. Velkommen til Bårse.
Det er i Bårse Bagerens gamle, legendariske lokaler, at I flytter ind, når I gør denne spændende ejendom til jeres. Energimærket er fremragende takket være luft-til-luft-varmepumper samt solfanger og pillefyr fra 2023. Både vægge og vinduer har ekstra lydisolering, og der er desuden overvågning, alarm og IHC-styring af lyset.
Den høje vedligeholdelsesstandard udmærker sig på tværs af bolig og erhverv. Førstnævnte fordeler sig over tre etager, der blandt andet er opdateret med flotte bambusgulve. Foruden skønne opholdsrum får I fire værelser, et badeværelse, et toilet og disponible rum. Stor funktionel kælder.
I 2022/2023 er der lavet adskillelse af privat og erhverv, så det nu er nemt at fordele el, vand og varme. Hertil kommer flere gode arealer. Erhvervslokalerne er fødevaregodkendt, og der er stor strømkapacitet.
Grunden er på 1.695 kvadratmeter, som foruden en dejlig baghave rummer ønskværdige parkeringsmuligheder fortil, så kunderne kan holde lige ved døren. Det gavner også butiksdriften, at bussen med forbindelser til Næstved og Præstø stopper tæt på matriklen. Motorvejen er der under to kilometer til, og der er også blot en kort køretur til Svend-Gønge Skolen og Lundby togstation. Få hundrede meter adskiller jer fra indkøbsmuligheder, daginstitution og idrætsfaciliteter.
Adelgade 44
4720 Præstø