Drømmer du om at bo midt i naturens ro med mulighed for egen jagt, dyreliv lige udenfor vinduerne og smukke landskaber i alle retninger – uden at være helt isoleret fra omverdenen? Så byder denne skønne ejendom på alt det, du længes efter.
Her, på en roligt beliggende landejendom omgivet af 7,7 hektar alsidig og idyllisk natur, får du et lille stykke Danmark, som Morten Korch kunne have skrevet sig varm på. Jorden er en harmonisk blanding af ældre juletræsplantage, kuperet løvskov, lavninger, skrænter og små vandhuller, engstykker og åbne vider. En sand perle for naturelskere – og et sandt paradis for jægere. Ejendommen rummer mulighed for en husmandsjagt i særklasse med både råvildt, dåvildt og kronvildt – og et par gode små andehuller.
Stuehuset er oprindeligt opført i 1850, men blev i 1999 nænsomt moderniseret, så det i dag fremstår som en smuk og harmonisk bolig med masser af lys, luft og plads. Med store opholdsrum og smukt lysindfald fra både syd og nord i stuerne, opleves huset åbent og imødekommende.
I stueplan byder boligen på:
Entré
Landkøkken med viktualierum
Stor spisestue og opholdsstue med udgang til den parklignende have via dobbelte franske døre
To rummelige værelser (ét med direkte udgang til haven)
Stort badeværelse, bryggers og baggang
På første sal finder du:
Stor, åben repos
Toilet
Et godt værelse samt et stort, åbent værelse/stue
På første sal kan du nemt etablere op til 4 store værelser uden at miste rummeligheden eller gå på kompromis med pladsen.
Omkring den hyggelige gårdsplads ligger to store udbygninger på hhv. 237 og 176 m2 – begge tidligere staldbygninger, nu med et væld af anvendelsesmuligheder:
Den ene rummer en stemningsfuld jagtstue, det gamle staldrum med hundegård, og en stor dobbeltgarage med værkstedsplads.
Den anden har et stort lukket rum (perfekt til fx blomster, opbevaring eller kreative projekter), endnu et staldrum og en stor garage/værksted med port.
Dertil kommer et åbent maskinhus, brændeskur, drivhus/orangeri og en charmerende pavillon under løvtræerne – det ideelle sted til morgenkaffen eller sommeraftener med udsigt over haven og naturen.
Her bor du i fred og idyl med naturens lyde som din nærmeste nabo – men uden at være fuldstændig isoleret. Der er menneskeligt liv i nabolaget, og vejen hertil er god og let fremkommelig året rundt. En perfekt kombination for dig, der ønsker privatliv og natur – men ikke ensomhed.