I Tommerup Stationsby, kun ca. 8 minutters togtur fra Odense C, finder du denne skønne villa på 129 etagemeter, der bl.a. inkluderer en god kælder. Her bor du fredeligt og grønt, med natur og skov i nærheden og alle hverdagens fornødenheder inden for cykelafstand: dagligvarebutikker, skole, børneinstitutioner, svømmehal, sportshal og boldbaner.
Huset er beliggende ned ad et lukket vænge, tilbagetrukket fra vejen og gemmer sig bag haven, hvilket giver en følelse af ro og privatliv. Meget af villaen er renoveret inden for de seneste tre år, og den fremstår derfor charmerende, lys og indflytningsklar.
Når du træder ind i huset, når du først en rummelig entré med flotte gulve og god plads til garderobe. Til højre ligger et nydeligt gæstetoilet i et tidløst design, med lyse fliser og inventar. Fra entréen får du ligeledes adgang til to gode værelser, begge med lyst og lækkert gulvtæppe og kig ud til den grønne have.
Til venstre fra entréen ledes ind i stuen – et dejligt stort rum med blødt gulvtæppe, flot lysindfald og udgang til den skønne sydvestvendte terrasse, der er omkranset af smukke bede. I stuen får du masser af plads til både at indrette dig med et spisebord og et hyggeligt sofahjørne. Køkkenet ligger i åben forlængelse af stuen. Det står flot og stilrent med moderne fronter og god bord- og opbevaringsplads. I det rummelige køkken er der desuden mulighed for at placere et mindre spisebord.
Kælderen, der har egen indgang, rummer et stort, lækkert badeværelse med væghængt toilet og glasafskærmet bruseniche. Her er desuden to disponible rum – det ene fungerer som bryggers, med plads til vaskemaskine og tørretumbler. Det andet er velegnet til fx kontor, hobbyrum eller gæsteplads.
Haven er et kapitel for sig. En frodig og sanselig oase, hvor blomster, bærbuske, frugttræer og krydderurter gror side om side. Du finder æbler, ribs, solbær, figner, rabarber, paradisæbler, hindbær, jordbær og jostabær – og i drivhuset kan du dyrke dine egne tomater og agurker. Haven er anlagt med flere hyggelige kroge, hvor du kan nyde freden og fuglenes sang i haven. Du vil høre både gærdesmutter og flagspætter, mens du nyder morgenkaffen på terrassen. Her er også en lukket garage med god opbevaringsplads.
Dette er en bolig for dig, der drømmer om lys, luft og en have fuld af liv – men stadig vil være tæt på byen.