Spændende villa, med vellykket arkitekttegnet tilbygning, beliggende på en af Espergærdes bedste adresser. Sandvejen er kendt for fred og ro og direkte adgang til Krogerups Marker, via lukket vej med cykelbom til grusvejen, der forbinder Espergærde, med Humlebæk "over land". Her kan du lufte hunden, løbeskoene, cyklen eller familien, lige uden for døren. Området er desuden kendt som meget børnevenligt, med integreret stisystem for gående og cykelister, som fører sikkert til legekammerater, sport og skole.
Ejendommen er oprindelig opført i 1976 og senere hen om- og tilbygget med en vellykket bygning, som åbner stuetagen helt op og giver masser af lys og luft. Huset er tilbagetrukket på grunden og med terrasser hele vejen rundt, så der er mange sol- og lækroge omkring ejendommen, hvor man kan følge solens gang.
Ialt 182 kvm boligareal er indrettet som følger: Stor forstue med ovenlysvindue og garderobeplads. Herfra adgang til husets toilet og badeværelse. Mellemgang med trappe til 1. sal og udgang til praktisk bryggers, som ligeledes har udvendig indgang. Endvidere indgang til stort soveværelse med walk-in-closet. Træder man til venstre fra forstuen, kommer man direkte ind i et stort, lyst køkken/alrum med flere udgange til terrassen mod syd og vest. Skråt forskudt er der en hyggelig pejsestue, ligeledes med udgang til terrasseområdet. På 1. sal er der repos og to store børneværelser med skråvinduer og franske altaner.
Dette er ejendommen for den aktive familie - både børn og voksne, som elsker naturen, gåture og friluftsliv. Der ud over er der nem transport til København, Hillerød og Helsingør, med kystbanen eller via Helsingør Motorvejen.