På H.P. Hansens Plads i Slagelse kan I nu erhverve jer denne dejlige bolig. Her er tale om en treværelses, der byder på mange kvadratmeter og flotte lysindfald. Den gennemtænkte planløsning inkluderer blandt andet to særdeles rummelige stuer, hvoraf den ene har udgang til en altan.
Lejligheden har til huse på første sal i en rødstensejendom fra 2003. Bygningen har elevator, og der er fine parkeringsmuligheder tæt på ejendommen.
Beliggenheden er dog også ideel for jer uden bil, for alt er inden for rækkevidde. Fra hjemmet kan I spadsere rundt til byens handelsgader og hyggelige torvepladser, hvor specialforretninger, caféer og spisesteder ligger side om side. Nærmeste supermarked er lige uden for døren, og det samme gælder busforbindelser. Slagelse Station kan ligeledes nås til fods, og det samme gælder VestsjællandsCentret.
Indenfor fremtræder hele boligen med hvide vægge og pæne, gyldne trægulve. De to stuer forenes af en fransk dobbeltdør – en charmerende detalje. Begge stuer har som sagt godt med plads, hvilket giver jer frie hænder, når det kommer til indretningen.
Fra den største stue er der direkte adgang til det funktionelle køkken, som er udført med grå fronter og lys bordplade. Køkkenet har udmærket opbevaringsforhold, og det er udstyret med en opvaskemaskine.
En lille fordelingsgang leder til lejlighedens hvide flisebadeværelse og til soveværelset. Sidstnævnte er stort og regulært, og det har skabsvæg til garderoben. Badeværelset har muret bruseniche, og der er tillige tænkt over det praktiske i form af en vaskesøjle. Afslutningsvis indeholder boligen en møblerbar entré med indbygget skab.
Den private altan kan oplagt møbleres med et lille cafésæt, og herude får I glæde af aftensolen.
Klosterbanken 1
4200 Slagelse