Ejendommen på Aastrupvej 142 i Haderslev er en charmerende og historisk villa fra 1909, beliggende på én af byens mest stemningsfulde og historiske veje. Her mærker man straks den særlige atmosfære og sjæl, som kun ældre villaer kan byde på og det er tydeligt, at huset er opført med sans for detaljer og kvalitet.
Boligen rummer 150 boligkvadratmeter og suppleres af 40 kvadratmeter kælder samt en uudnyttet 2. sal med masser af potentiale. Med sin høje placering og gode afstand til naboer har man en fantastisk udsigt over fjorden fra både stueplan og førstesal et smukt vue, der skifter med årstiderne og bidrager til husets unikke karakter.
Man bydes velkommen af en smuk entré med terrazzogulv og den flotte, originale trappe, som elegant binder etagerne sammen. Herfra fortsætter stueplanen med et værelse, en rummelig stue og det store køkken-alrum, der er husets hjerte. Her er der god plads til både madlavning og samvær, og der er direkte udgang til udestuen og videre til den solrige have. I stueetagen er der desuden toilet og bryggers med praktisk adgang.
Førstesalen byder på tre gode værelser og et ekstra rum, der tidligere har været brugt som stue, men som nemt kan indrettes som værelse eller integreres i et af de øvrige. Derudover er der et tidligere køkken, som med fordel kan laves til ekstra badeværelse. Det eksisterende badeværelse er placeret forskudt mellem stue og førstesal praktisk og lettilgængeligt.
Overalt i huset er der bevaret smukke detaljer som gamle trægulve, stuk og originale døre, der vidner om husets lange historie. 2. salen står uudnyttet, men rummer gode muligheder for eksempelvis teenageafdeling eller atelier. Kælderen består af to disponible rum og et godt værksted.
Ejendommen opvarmes med fjernvarme og er separatkloakeret. Grunden er på 729 kvadratmeter og rummer en skøn, sydvendt have, der indbyder til både afslapning og leg. Beliggenheden på Aastrupvej er helt i top her bor du i et historisk kvarter med charme og sjæl, tæt på indkøb, skole og byens øvrige faciliteter.