Midt i det bølgende landskab, hvor marker møder skov, og hvor en lille bæk snor sig sagte gennem haven, ligger denne charmerende ejendom på Vandgyden 17 i Gl. Pjedsted. Her leves livet i roligere tempo, tæt på naturen og med lyden af fuglesang som morgenens første hilsen.
Lige bag ejendommen finder man den gamle præstegård og et smukt grønt fællesområde med søer, små broer og borde-bænkesæt – ideelt til en stille stund eller en picnic i det fri. Atmosfæren er fredelig og nærværende, med en stemning der leder tankerne hen på de klassiske Morten Korch-fortællinger.
Gl. Pjedsted byder på meget mere end smuk natur. Her findes både skole, børnehave, idrætshal og et stærkt foreningsliv, som samler byen. På under ti minutter i bil når I Fredericias vestlige udkant, hvor I kan klare hverdagens indkøb, og blot et kvarter væk venter byens liv og muligheder.
Ejendommen har gennemgået en større renovering inden for de seneste år og fremstår i dag både moderne og indflytningsklar. Taget er skiftet, der er støbt nye betongulve i stort set hele stueetagen, og det lyse, stilrene udtryk giver en dejlig sammenhæng mellem de enkelte rum. Køkkenet er udskiftet og passer perfekt ind i boligens æstetik, og vinduerne er løbende blevet udskiftet. Til boligen hører endvidere et stort og praktisk udhus, som i dag er indrettet til et funktionelt bryggers. Huset opvarmes energieffektivt med et luft-til-vand-anlæg, hvilket giver en god komfort og lave driftsomkostninger.
Boligen er indrettet med entré, alrum og køkken i åben forbindelse, stor stue med brændeovn og ekstra stue med udgang til haven. Derudover findes badeværelse og bryggers i stueplan. På 1. sal ligger et soveværelse samt et uudnyttet loftsrum på 36 m2 med mulighed for udvidelse.
En skøn og indflytningsklar ejendom i grønne omgivelser – perfekt til jer, der drømmer om ro, natur og moderne komfort.