Velkommen til denne smukke og velholdte ejendom centralt placeret i Kolding, hvor du får gåafstand til byens midte, Superbrugsen, idrætsfaciliteter, Munkensdam og meget mere. Ejendommen emmer af historisk charme og klassisk stil, som er bevaret og fremhævet gennem alle detaljer.
Når vi træder indenfor, mødes vi af et lyst og indbydende vindfang, som leder videre ind i husets stueplan. Her åbner hjemmet sig med store herskabelige stuer i åben forbindelse med en rummelig spisestue og et hyggeligt køkken, der indbyder til samvær. Fra stuen kan man via en terrassedør træde direkte ud i haven, der på fineste vis bliver en forlængelse af hjemmets opholdsrum. Ved siden af stueområdet ligger en funktionel tilbygning, som byder på et praktisk bryggers samt et ekstra værelse med hems, ideelt som hobbyrum eller teenageværelse. Stueplanen fuldendes af et gæstetoilet.
På førstesalen finder vi tre rummelige værelser samt et pænt og velholdt badeværelse, som opfylder familiens behov. Derudover rummer ejendommen en kælder med rigelig plads til opbevaring.
Haven er nem at vedligeholde og byder på masser af muligheder for både leg og afslapning. Med direkte adgang fra stuen er det nemt at holde øje med børnene, mens de leger frit udenfor.