Det er i landsbyen Balle, at denne indflytningsklare villa ligger, som er yderst charmerende med sin bindingsværksfacade og stråtækte tag. Huset beriger med en god planløsning og skønne lysindfald, og som en ekstra detalje kan huset købes som flexbolig.
Allerede fra første skridt indenfor fornemmer I, at der her er tale om en nydelig bolig, da den i perioden 2016 til 2019 er renoveret fra inderst til yderst. Her er der blandt andet kommet nyt stråtag og gavle, ligesom der er udskiftet døre og de fleste af vinduerne. Samtidig er huset isoleret overalt, og der er lagt flotte gulve, ligesom badeværelset og køkkenet er istandsat. Derudover er elinstallationerne også opdateret, og der er etableret en terrasse.
Ejendommen fremtræder både inde og ude virkelig charmerende, og de skønne lysindfald skaber en helt særlig atmosfære. Køkkenet og spisestuen er samlet i ét rum, hvilket giver jer perfekte betingelser for at kunne bruge tiden i hinandens selskab. Køkkenet er pænt med sine hvide elementer, der ligeledes giver optimal opbevaringsplads, og dertil venter også de nødvendige hvidevarer. Nær køkkenet er det oplagt at indrette med spisebordet, mens der er rum til sofagruppen i stuen. Fra stuen åbner døren ind til det gode værelse, og sluttelig kommer I til badeværelset med bruseniche.
Udenfor nydes de lune dage på jeres terrasse, hvorfra der er et fint kig til haven med græsplæne, let beplantning og flere hyggekroge. Dertil har I også udhuset/"anneks", hvor der er etableret toilet, bad, vaskerum og "værelse".
Afslutningsvis skal beliggenheden fremhæves, da I her bosætter jer i den lille landsby Balle midtvejs mellem Kalvehave og købstaden Præstø. Her får I masser af natur med skov og kyster såvel som et rigt dyre- og fugleliv. Derudover når I skole, daginstitution og indkøb i en radius af cirka fire kilometer.
Adelgade 44
4720 Præstø