Velkommen til denne enestående villa, der kombinerer moderne luksus med klassisk elegance. Med et boligareal på hele 225 kvadratmeter, bygget i 1987 og totalrenoveret i 2013, fremstår ejendommen som ny og yderst indbydende. Når du træder ind i hallen, bliver du mødt af et fantastisk køkken/alrum. Her finder du et yderst eksklusivt snedkerkøkken med fingertappede skuffer og hvidevarer af den bedste kvalitet. Køkkenet er udstyret med en rummelig køkken ø og stor spiseplads, hvor der også er plads til et hyggeligt loungeområde. Den naturlige belysning fra de store vinduer skaber en behagelig atmosfære, og der er direkte udgang til en stor hårdttræsterrasse.
Fra alrummet fører få trin dig op til den store opholdsstue, som byder på masser af plads til afslapning og samvær. Endvidere findes der en udestue med direkte adgang til det skønne og helt ugenerede haveanlæg. Forældreafdelingen består af et soveværelse med skabsvæg samt eget eksklusive badeværelse med inventar af højeste kvalitet.
Alrummet giver også adgang til et praktisk gæstetoilet samt et fint værelse/kontor med udgang til gårdhaven. På første sal finder du reposen samt to store værelser på hver ca. 20 kvadratmeter. Disse værelser deler et yderst mondænt badeværelse med både brus og fritstående karbad. Fra begge værelser samt reposen er der udgang til svalegangen, hvorfra man kan nyde den flotte udsigt over det kuperede område.
Ejendommen rummer desuden et bryggers med udgang til gårdhaven samt direkte adgang til stort depot/teknikrum. Alt ved denne villa emmer af elegance og høj kvalitet; materialevalget er fra øverste hylde hele vejen igennem.
Den ugenerede syd/vestvendte have har direkte adgang til grønt område med stisystemer, hvilket gør det nemt at nyde naturen lige uden for døren. Dertil kommer en skøn forhave med endnu en hårdttræsterrasse.
Beliggenheden kan næppe blive bedre: Ejendommen ligger i en yderst eftertragtet del af byen på et lukket vænge, kun kort afstand fra skole, sportstilbud og indkøbsmuligheder alt sammen blot fem minutters kørsel fra motorvejsnettet.