Smuk, tidssvarende og samtidig roligt beliggende trelænget ejendom kun få kilometer fra Bork Havn og Ringkøbing Fjord.
Ejendommen er hvidkalket, og på de to beboelseslænger er der tagpap, mens der på den tidligere lade, der nu byder på blandt andet aktivitetsrum, er eternittag. Der er sortmalede vinduer og døre i træ/alu.
Ejendommen har et jordtilliggende på cirka tre tønder land omkring bygninger, og dertil kommer en lille trekantet jordlod i skoven nogle hundrede meter derfra.
Huset emmer af rustik, hygge og samtidig masser af kvalitet. Allerede, når man åbner entrédøren og går ind i huset, bliver man mødt af nogle rum med en volumen, man ikke lige ser hver dag. Her er klinkegulve, vandskurede og hvidmalede indvendige vægge, og loftet med uhøvlede smukke rustikbrædder går helt til kip.
Huset har en værelseslænge til venstre for entréen og opholdsarealerne mod højre.
Værelsesgangen indeholder et dejligt master-bedroom med adgang til badeværelse med karbad. Desuden et toilet/bad med bruseniche og troldtektloft. Derudover er der endnu et soveværelse samt et køjerum med fire sovepladser.
Husets opholdsafdeling er også et kapitel helt for sig selv: Her er et dejligt køkken/alrum med masser af volumen samt brændeovn samt en ligeså stor stue, hvor der er indbygget pejs.
Selve køkkenet er ligesom resten af huset temmeligt rustikt og byder på god skabsplads og alle nødvendige hårde hvidevarer. Der er desuden lige op ad køkkenet et grovkøkken, hvor der er vaskemaskine og tørretumbler. Her er opvaskemaskinen og husets tekniske installationer samtidig placeret.
Fra køkkenet er der adgang til sydvendt terrasse samt haven.
I den tidligere lade er der aktivitetsrum med diverse forlystelser og aktiviteter, blandt andet bordtennis og billard.
Ejendommen har villastatus, men anvendes af nuværende ejer som flexbolig. Ejer har ejendommen tilmeldt udlejning via AirBnB.
Alt i alt en spændende og indflytningsklar ejendom, der rummer masser af muligheder.