I folkemunde er Vester Fælled 14 det bedst beliggende sommerhus ved Bork Havn. Beliggende i absolut første række med nærmest 180 graders fjordudsigt.
Området og dets huse fik i sin tid kælenavnet "Æ Stærekasser", men siden da er der løbet rigtig meget vand i både åen og Ringkøbing Fjord. I dag fremstår mange af husene nemlig særdeles moderne stand. Samtidig er mulighederne for at udvide bebyggelsesprocenten ændret, og netop huset på Vester Fælled 14 lever i den grad op til dette.
Her får du et skønt og veldisponeret sommerhus, som ganske vist trænger til lidt kærlighed hist og pist, men rammerne er her, og vedligeholdelsesarbejderne kan tages henad vejen.
Huset tilgås via en dejlig klinkegulvsbelagt udestue der samtidig har funktion som et grovkøkken. Her er der indsat vaskemaskine og tørretumbler.
Adgang til det åbne køkken og spisepladsen, ligeledes med klinker på gulvet. Selv her i det nedre plan er udsigten fra køkken og spiseplads fænomenal. Der er i øvrigt brændeovn i det ene hjørne.
Stueplanet indeholder endvidere to gode værelser samt et kontor. Ved trappen til husets tagetage er der adgang til et stort lækkert badeværelse med spa, bruseniche og sauna. I forlængelse af saunaen er der et stort disponibelt rum til ekstra fryser, støvsuger og deslige.
Tagetagen og den tilhørende tagterrasse skal nærmest opleves: Skøn udsigtsstue med trægulv samt alkove.
Terrassen er delvist overdækket, og herfra kan du til sommer fejre købet og solnedgangen med et glas iskoldt hvidvin.
Huset sælges for konkursbo med fuld ansvarsfraskrivelse.
Der er udlejningsaftale med Novasol, som skal respekteres.