Ejendommen blev opført i 1931, nænsomt ombygget i 1980 og fremstår i dag både velholdt og charmerende. Her er løbende foretaget vedligehold og forbedringer, senest med installation af et moderne luft-til-vand-varmepumpeanlæg, som giver en energieffektiv opvarmning. I øjeblikket er der desuden ved at blive opført en helt ny carport på hele 50 m2.
Grunden er på 4.590 m2 og rummer hyggelige terrasser, gamle frugttræer og velanlagt beplantning perfekt til både afslapning, havehygge og små uderum.
Boligen byder på hele 298 m2 jf. BBR, og planløsningen er både praktisk og fleksibel. I stueplan mødes du af et charmerende bryggers med rustikke murstensgulve, som også pryder den indbydende forgang. Her finder du også et viktualierum, et renoveret badeværelse med bruseniche, toilet og vask i skabsarrangement, to store værelser samt et lyst, åbent køkken-alrum og stue med brændeovn (som skal udskiftes). Der er gulvarme i hele underetagen.
På førstesalen venter en stor repos med mulighed for opdeling til ekstra værelser, et praktisk walk-in-rum, to rummelige værelser og et badeværelse med kar, toilet og vask i arrangement.
Sammenbygget med stuehuset ligger et godt og anvendeligt værksted på hele 98 m2 oplagt til hobby, håndværk eller opbevaring.
Her får du en perle i virkelig skønne omgivelser, hvor naturen er lige udenfor døren og uden bopælspligt har du friheden til at bruge stedet som både helårsbolig eller fritidsresidens.