Velkommen til Teglkrogen 5 en velholdt villa med hele 233 etagemeter fordelt på stueplan og en yderst anvendelig kælder. Her får I en bolig med mange muligheder, god plads og en skøn have, der indbyder til både hverdag og fritid.
Boligen byder på en funktionel planløsning med en god opdeling mellem opholdsrum og værelsesafdeling. Man træder ind i et praktisk vindfang og videre ind i entréen. Til venstre findes tre gode værelser og til højre åbner hjemmet sig mod den store vinkelstue, hvor der er god plads til både spisestue og sofaområde. Herfra er der direkte adgang til udestuen, som forlænger udesæsonen og skaber et ekstra opholdsrum.
Køkkenet ligger centralt og har en god størrelse og hvis man ønsker det, er der oplagt mulighed for at åbne op til stuen og skabe ét samlet køkkenalrum og stue. Stueetagen rummer også et gæstetoilet.
Kælderen er et stort aktiv i huset og byder på tre gode disponible rum, et badeværelse, et viktualierum, samt et praktisk vaskerum med egen indgang. Derudover findes en rummelig garage/værksted med port direkte ud til indkørslen perfekt til både bilen, værktøj eller hobbyprojekter. Der er desuden en carport, som giver ekstra overdækket parkeringsplads.
Grunden byder på en stor og indbydende have med god plads til leg, afslapning og udeliv. Flere terrassemiljøer giver mulighed for at finde sol og læ hele dagen. Ejendommen ligger i kort køreafstand til Gråsten, hvor man finder indkøbsmuligheder, skole, daginstitutioner og offentlig transport.