Denne charmerende villa står i rigtig fin stand og er løbende vedligeholdt. Hjemmet byder på en særlig atmosfære og har en virkelig smuk have med masser af blomster og høj biodiversitet, samtidig med at den er overskuelig at passe. Omgivelserne er idylliske, og indenfor mødes I af en stemningsfuld bolig, hvor I hurtigt vil føle jer hjemme.
Villaen har gennemgående, lyse plankegulve, mens køkkenet, gangen og badeværelset er med klinker og gulvvarme. Køkken, alrum og stue ligger i åben forbindelse og danner et indbydende og sammenhængende opholdsmiljø i stueplanet. Her finder I også et bryggers samt et badeværelse med dobbelt håndvask, badekar og separat bruseniche. I stueplan ligger et værelse for sig selv, mens førstesalen rummer yderligere to værelser. Der er mulighed for at etablere et rum mere heroppe, da værelsernes størrelse tillader opsætning af en skillevæg, hvis I får brug for et ekstra værelse.
Haven er anlagt af haveekspert Jesper Corfitzen og fremstår som et gennemtænkt, farverigt frirum. Her blomstrer det året rundt, og der er både havedam, mange forskellige planter og en generel følelse af skøn biodiversitet, uden at haven kræver en masse arbejde. Det er en frodig og levende have, som stadig er nem at holde, og som I kan overtage og nyde fra dag ét.
Beliggenheden er virkelig ideel særligt for børnefamilier. Området er roligt og stille med kort afstand til både daginstitution, Frederiksberg Skole og dagligvarebutikker, der alle ligger inden for 700 meter. Skoven er ligeledes tæt på og giver adgang til smukke gåture i naturen og lækkert bagværk fra Atelier Skoven. Der er desuden kort afstand til stationen, som sørger for jer hurtig forbindelse til både Odense og København. Sorø er dertil en levende by med masser af aktivitet og mange ildsjæle.
Alleen 11B
4180 Sorø