På en rolig adresse ikke langt fra Slagelses hyggelige bymidte finder I denne flot renoverede villa, hvor der ude som inde er tænkt over detaljerne. Alle opdateringer er foregået med respekt for husets oprindelige stil, og I kan se frem til blandt andet fem værelser, to badeværelser og lyse opholdsmiljøer. En arkitekt står bag den smukke have, der er tilpas opvokset med ældre træer. Alt i alt et helt indflytningsklart hjem perfekt til børnefamilien.
I bosætter jer i et ganske charmerende kvarter, hvorfra der er nem adgang til centrum og hverdagens fornødenheder. Inden for gåafstand finder I indkøbsmuligheder, Antvorskov Skole, dagtilbud og idrætsfaciliteter, mens der er under ti minutters cykeltur til midtbyen med et bredt udvalg af butikker og spisesteder samt Slagelse Station.
Ejendommen er opført i 1963 og præsenterer sig pænt med gule sten, rødt tag og en rummelig indkørsel med plads til mere end to biler. Hjemmet er renoveret fra slut 2023 til starten af 2024, og det ses tydeligt i det elegante køkken fra Kvik, der ligger i delvis åben forbindelse med stuen. I den indretningsvenlige stue stråler solen gavmildt ind fra syd og vest gennem de nye vinduer og havedøren, og resten af stueplanet rummer to gode værelser samt et nyt badeværelse og bryggers, der begge har gulvvarme.
Førstesalen er indrettet med to gode værelser, et kontor, garderoberum og endnu et badeværelse, hvor terrazzogulvet er slebet flot op.
Grunden har en god størrelse på 968 kvm, og takket være arkitektens kloge streger og den flot opvoksede beplantning får I det skønneste uderum. Foran stuen ses en fliseterrasse med aftensol, og for enden af indkørslen har I en muret garage med rigtig god opbevaringsplads.
Lyder det som et hjem for jer? Så kontakt os allerede i dag for at høre mere.
Klosterbanken 1
4200 Slagelse