Glæd jer til at nyde ferierne i helt fantastiske omgivelser og den skønneste udsigt, når I bliver de næste ejere af det hyggelige sommerhus. Ejendommen fremtræder flot med sin mørkegrå facade, hvide vinduesrammer og røde tag, mens prikken over iet er beliggenheden, der placerer jer et stenkast fra vandkanten.
Sommerhuset ligger i et roligt og lukket område uden gennemkørende trafik, så I kan virkelig nyde afslappende stunder her. Samtidig er I ikke langt fra vandet med den fineste strand, som I med garanti vil bruge meget tid ved, når vejret arter sig fra sin bedste side. Derudover har I også meget natur i vente, der indbyder til lange gåture. Skal I handle ind, har I indkøb ved Næsby Strand og i Kirke Stillinge.
Grunden er anlagt i en nem og ligetil stil, så I i stedet kan bruge tiden tilbagelænet i havemøblerne, der placeres på terrassen. Terrassen vender godt, så I kan nyde solens stråler fra tidlig morgen til sen aften. En del af terrassen er desuden overdækket, hvilket giver jer muligheden for at sidde ude i alt slags vejr. På samme tid er det også værd at bemærke, at boligen løbende er istandsat med blandt andet nyt vinduesparti i stuen i 2022, udskiftning af vindue i køkkenet i 2023, mens der i 2024 er opsat egetræsstolper ved den overdækkede terrasse, og dele af taget er omlagt.
Indenfor byder boligen velkommen i det praktiske bryggers, som åbner op til opholdsrummet med køkken og stue ud i ét. Her venter jer skønne lysindfald og et kipført loft, der i samspil skaber en helt særlig atmosfære. Køkkenet er flot og funktionelt med Vola-armatur og Miele-opvaskemaskine. Nær køkkenet placeres spisebordet, mens sofaen oplagt kan stilles nær brændeovnen. Videre kommer I til tre gode værelser, mens I til sidst har badeværelset med sauna, boblebad og brus.
Klosterbanken 1
4200 Slagelse