Vi er stolte af at præsentere denne smukke og velindrettede étplansvilla på Bronzevænget 8 – en ejendom, der kombinerer moderne komfort med en beliggenhed i absolut særklasse.
Villaen ligger på en rolig, lukket vej, hvor trafikken er minimal, og hvor man virkelig kan nyde tilværelsen i fred og ro.
Indenfor bydes du velkommen af et stort, moderne bryggers med masser af plads til hverdagens behov. Hjertet i boligen er det flotte og lyse køkken-alrum, der er i åben forbindelse med stuen. Her er der rigeligt plads til både hverdagsliv og hyggelige stunder med familie og venner. Fra stuen er der direkte udgang til terrassen – og ikke mindst til den spektakulære udsigt over Lille Kregme, som ganske enkelt skal opleves.
Terrassen rummer desuden en overdækket del, perfekt til de lange sommeraftener, når duggen falder.
Boligen byder på 2 elegante badeværelser med gulvvarme, hvor intet er overladt til tilfældighederne, samt 3 gode værelser. De originale indbyggede skabe er bevaret og tilfører ekstra charme og karakter.
Til ejendommen hører også en carport, som fuldender det hele.
Denne villa er til dig, der drømmer om en moderne bolig med sjæl, charme og en beliggenhed, hvor udsigten er i centrum.