Man skal næsten knibe sig selv i armen. For det er ikke hver dag, en ejendom som denne dukker op – en sjælden perle, som mange vil kalde en vaskeægte "enhjørning". Velkommen til Nybølvej – den eneste lukkede vej i det eftertragtede Hendriksholmskvarter i Rødovre. Her venter en moderne og yderst velholdt 1-plans villa fra 2006, opført af det anerkendte byggefirma Lind & Risør.
Ejendommen ligger for enden af en lukket vej, hvilket gør beliggenheden ideel for børnefamilien, der ønsker et trygt nærmiljø med plads til leg og fællesskab. Her kan børnene roligt spille bold i vejen, mens de voksne nyder roen og den gode naboskabskultur, som præger kvarteret.
Villaen byder på 162 moderne og veludnyttede kvadratmeter med en gennemtænkt planløsning. Her får du hele fire værelser – heraf et rummeligt master bedroom med eget badeværelse – et stort og lyst køkken/alrum, en hyggelig stue med udgang til en overdækket terrasse samt et praktisk bryggers. Huset har en lav energiklasse, er udstyret med solceller og fremstår gennemført og indflytningsklart.
Udearealet er i særklasse. Den solrige og nemt vedligeholdte have rummer bl.a. en opvarmet pool med nyere pumpesystem – perfekt til lange sommerdage med familie og venner. Hertil kommer carport med integreret skur og god plads til opbevaring.
Kort sagt: Et moderne kvalitetsbyggeri i et af Rødovres mest eftertragtede områder. En sjælden mulighed, der kombinerer familievenlighed, funktionalitet og luksus – alt sammen i gåafstand til skole, institutioner og grønne områder.