På Tyborøn Allé 27 i hjertet af Vanløse præsenteres en enestående liebhavervilla, der oser af historie, sjæl og charme. Denne sjældne perle er opført i 1928 af skræddermester P. Jørgensen og tegnet af den anerkendte arkitekt Emil Engell. Ejendommen har aldrig været på markedet før og har i næsten 100 år været i samme families eje, hvilket vidner om dens værdi og kvalitet.
Villaen er beliggende på en af områdets mest attraktive adresser – direkte til Damhusengen. Med en stor grund på hele 1.248 m2 får du ikke blot en bolig, men også en unik forbindelse til naturen, hvor du dagligt kan nyde betagende solnedgange over engen.
Selve boligen byder på 173 m2 bolig i to plan samt en høj og anvendelig kælder på 98 m2. De rummelige stuer og værelser har beholdt deres oprindelige detaljer fra 1928, der skaber en nostalgisk atmosfære, men samtidig er villaen velholdt og klar til at indfri moderne boligdrømme.
Ejendommens historie og karakter er uforlignelig, og med den fredelige beliggenhed tæt på både grønne omgivelser og byens bekvemmeligheder, får du her et hjem, der forener det bedste af to verdener. Dette er liebhaveri, når det er bedst – en sjælden mulighed, der ikke bør overses.