På Amagerbrogade står denne lejlighed nu klar til livsnyderne, som søger et stilfuldt hjem, hvor der er masser af plads. Der er tale om en lækkert istandsat bolig, som byder på hele 226 kvadratmeter. Planløsningen inkluderer blandt andet to soveværelser, to badeværelser og et køkken-alrum, som er i XL-størrelse.
Lejligheden har til huse på første sal i et præsentabelt byggeri fra 1882. Bagtil er der anlagt et hyggeligt gårdmiljø, som er til fælles brug for ejendommens beboere.
Indenfor kendetegnes boligen af højloftede og lyse rum. Diskret stuk og charmerende radiatorskjulere bidrager til den herskabelige atmosfære, der forstærkes yderligere af de elegante sildebensgulve.
I køkken-alrummet er der dobbeltdør ud til en lille altan, og for køkkensektionen er der valgt et råt, mørkt design. Det veludstyrede køkken har to indbyggede ovne og kogeø med stor gaskogeplade.
Køkken-alrummet ligger en suite med den ene af lejlighedens to stuer, der begge er regulære og rummelige.
Det største af de to soveværelser har walk-through-closet med direkte forbindelse til et udsøgt badeværelse. Dette har dobbelt bruseniche, mens det andet badeværelse har vaskefaciliteter.
Afslutningsvis er der en entré og et par pulterrum, og boligen har derudover eget kælderafsnit med et bryggers og et disponibelt rum.
Fra lejligheden er der under 200 meter til Amager Centret, og der er tillige kun få minutters gang til Amagerbro Station. Stranden og Amager Fælled nås hurtigt på cykel, og det tager heller ikke mere end cirka 15 minutter at cykle til Kongens Nytorv.