På en fantastisk beliggenhed mellem Ørstedsparken og Rådhuspladsen er denne penthouselejlighed nu klar til overtagelse. Dem, der søger efter et lækkert hjem midt i København, finder præcis, hvad de leder efter, og med både en rolig gårdhave og en stor, privat tagterrasse får I også skønne udendørsarealer.
Der er ingen tvivl om, at en beliggenhed som denne skal fremhæves, for I bosætter jer centralt i Indre By - og alligevel ganske tilbagetrukket fra byens leben. Ørstedsparken kan nås efter få minutter til fods, og det samme gør sig gældende for Rådhuspladsen, Københavns Universitet og Strøget. Alle de praktiske fornødenheder såsom bus, metro, S-tog og indkøb er ligeledes inden for nær rækkevidde.
Hjemmet breder sig over to veludnyttede etager og fremstår fuldstændigt indflytningsklart med moderne detaljer og flotte løsninger. Det nederste plan består af en stor fordelingsentré, der fører til to værelser, et stilrent badeværelse og et vidunderligt køkken-alrum med en fantastisk rummelighed. Værd at nævne er også, at lejligheden har fået lagt lækre og brede Douglas gulve fra Dinesen!
Hertil bidrager det øverste plan med en skøn stue med loft til kip og fritlagte bjælker, et badeværelse og direkte udgang til den eminente, private tagterrasse, hvor solen og udsigten kan nydes i fulde drag.
Lyder det som noget for jer? Så kontakt os allerede i dag for at høre mere.