Totalrenoveret og udvidet gårdhavehus med energimærke A
I har nu chancen for at erhverve jer et af de sjældent udbudte gårdhavehuse i Christiansgave en arkitekttegnet bebyggelse, der ligger få hundrede meter fra Øresund. Her er tale om en flot renoveret ejendom med energimærke A, der som en af de få i bebyggelsen er blevet udvidet til det maksimale antal boligkvadratmeter.
Tilbygningen og renoveringen fandt sted i 20242025, og det omfattende projekt inkluderede alt fra gulve, vægge, tag og vinduer til el og vvs. Der er desuden installeret jordvarmeanlæg og etableret gulvvarme i hele huset.
Planløsningen giver jer et stort opholdsrum med køkken og stue i ét, og hertil kommer et soveværelse og to værelser. Som endnu et plus har boligen såvel badeværelse som gæstetoilet, og afslutningsvis er der et bryggers.
Størstedelen af hjemmet fremtræder med klassisk sildebensparket, heriblandt det lækre opholdsrum. Dette har både Velux-ovenlysvinduer og vinduespartier fra gulv til loft, der åbner boligen op ud mod gårdhaven.
Køkkenet er udført med stilfulde Svane-elementer og bordplade i natursten, og samtlige hvidevarer er fra AEG. Der er tillige Quooker og vinkøleskab. Stuen har elegant indbygget bogreol og to terrassedøre til udemiljøet.
Den ugenerede gårdhave vender mod syd, så I får glæde af solen fra morgen til aften. Fra gårdhaven er der direkte adgang til et praktisk skur.
Huset er enormt godt placeret i Christiansgave tilbagetrukket fra strandvejen. Bebyggelsen byder på et fantastisk fællesskab, og grundejerforeningen råder over egen badebro én af de bedste på strækningen mellem Vedbæk og Rungsted.